Hans Demant grundlagde Oticon i 1904 ud fra et ønske om at hjælpe sin hørehæmmede hustru. Camilla Demant fik som 42-årig høreproblemer, og det var dengang ensbetydende med et liv i isolation. Trods adskillige konsultationer hos fremtrædende læger i Wien og Berlin var undersøgelserne resultatløse. Men i 1902 ledte en kongelig kroning Hans Demant på sporet af en ny mulighed.

En af de første danskere, som bar et høreapparat, var Kong Christian den IX’s datter, den engelske kronprinsesse Alexandra. Kroningen skabte opmærksomhed om elektriske høreapparater og Hans Demant tog til London for at købe et apparat til sin hustru. Begivenheden med høreapparatet vakte sådan opsigt, at flere Odense-borgere efterspurgte apparatet, og Hans Demant begyndte at importere og sælge høreapparater fra sin cykel- og symaskineforretning.

Da Hans Demant døde i 1910, overtog sønnen William Demant forretningen og viste sig hurtigt som en ihærdig forretningsmand. Allerede fra begyndelsen sporede han virksomheden ind i en international løbebane.

Frem til 2. Verdenskrig var Oticon importør af høreapparater med en lille reeksport til Skandinavien, men da krigen ramte Danmark, besluttede William Demant sig for at påbegynde sin egen produktion. I 1950 åbnede den danske fabrik, og det var samme år som den danske regering, som den første i verden, vedtog, at alle hørehæmmede skulle tilbydes høreapparater gennem sygesikringen. Hermed var startskuddet givet for Oticons vækst: Oticon havde en stor produktviden, en nystartet produktion og et åbent hjemmemarked.

William Demant stod i spidsen for Oticon helt frem til 1968, men fra slutningen af 1950’erne overlod han mere og mere ansvar til selskabets øvrige ledelse. Næsten samtidig, i 1957 overdrog han samtlige aktier i Oticon, som året inden var blevet omdannet til et aktieselskab, til William Demants og Hustru Ida Emilies Fond. Fonden blev skabt for at sikre Oticon som virksomhed og med baggrund i den humanistiske filosofi, som gjorde Hans Demant interesseret i høreapparater.

Fra slutningen af 50'erne og frem til i dag har Oticon, der i 1997 ændrede holding selskabets navn til William Demant Holding A/S, udviklet sig til at være en af verdens førende producenter af høreapparater. Virksomheden har i dag over 4.300 medarbejdere i mere end 20 lande.

Oticon blev i 1995 noteret på Københavns Fondsbørs og er i dag en del af KFX-indekset, som omfatter de 20 største selskaber på børsen.