Med en fortid som en del af det gamle voldanlæg rundt om hovedstaden har Israels Plads midt i København en spændende historie med mange forskellige anvendelser.

Israels Plads er det største byrum i København, og pladsen befinder sig i et spændingsfelt mellem pulserende byliv og beboelseskvarterer, mellem parkanlæg og de kommende torvehaller.

Københavns Kommune ønsker igen at gøre Israels Plads til et unikt samlingssted til glæde for Københavns borgere. Og det initiativ har Oticon Fonden valgt at støtte i anledning af sit 50-års jubilæum. Fonden bidrager med 30 millioner til udviklingen af den sydlige del af Israels Plads frem til 2012, hvor hele det nye byrum forventes færdigt.

”Jeg er glad for, at Oticon Fonden deler vore visioner om et København, hvor respekt for tradition og historie kombineres med fornyelse og kreativitet. Det er denne kombination, der gør byen levende og attraktiv for både borgere og byens mange gæster. Vi har set et flot resultat med Fondens engagement omkring fornyelsen af Kgs. Nytorv, og jeg ser frem til vort videre samarbejde omkring Israels Plads,” sagde Københavns Overborgmester Ritt Bjerregaard i forbindelse med offentliggørelsen af donationen.

Byens mødesteder
Historisk set er torvehaller og markedspladser kulturelle mødesteder. Og netop sådan et mødested vil Københavns Kommune genskabe på Israels Plads - i tæt dialog med områdets beboere og brugere og i samarbejde med et stærkt team af forskellige fagfolk med bred viden om at skabe byrum

Den nye plads skal samle historie, byrum og den lokale arkitektur. Og den skal rumme alle den moderne storbys aktiviteter lige fra handel i torveboderne over gode parkeringsforhold til sikker skolevej for kvarterets børn og unge.